| TELTPLADSNYT | OVERNATNING I DET FRI |
| TIL FORSIDEN | INFO TIL TELTPLADSHOLDERE |
| Smidie landsbyteltplads Lige midt i landsbyen Smidie i Himmerland ligger en af de mest populære teltpladser. Der er blot tale om en græsplæne med bålplads og en bagvedliggende toiletbygning. I gæstebogen kan man læse rosende beretninger fra glade gæster, som giver pladsen topkarakter blandt de teltpladser, de har besøgt. Det er landsbyens borgerforening, som oprettede pladsen i 1993, da de nationale cykelruter åbnede. Rute nr. 5 - Østkystruten - går nemlig lige forbi, og det er også én af forklaringerne på, at der kommer en del gæster. Nordjyllands Amt og Skørping Kommune har støttet faciliteterne økonomisk. Amtet gav penge til toiletbygningen og kommunen har med midler til "landsbyforskønnelse" bl.a. betalt nogle æbletræer, som Borgerforeningen har plantet for nylig. Men ellers er det netop Borgerforeningen, der står for driften og ideen til pladsen, som ligger meget centralt mellem landsbyens 27 huse - dog med åbne marker til den ene side. |
Byens børn har også legeplads her og Borgerforeningen holder sine fester, bl.a. den årlige byfest midt i august på pladsen. Enkelte familier mødes også en varm sommeraften og benytter grillen. Dette går fint i hak med teltpladsen benyttelse ifølge Borgerforeningens formand Jørgen Mortensen, som fortæller at teltliggerne bare inviteres med når der er fest. Det var også tilfældet da han fejrede sit eget bryllup med Mette på teltpladsen, hvor en enlig kvindelig campist kom med til festen. Den løbende vedligeholdelse og rengøring af faciliteterne går på skift mellem medlemmerne. Dog har "parkforvalter" Freddy fast tjansen med at slå græs med den lille traktor, som man har investeret i til formålet. Landsbyens beboere synes det er hyggeligt, at der kommer gæster ude fra "den store verden" og de ældre mennesker i landsbyen går ofte ned og får sig en snak med teltliggerne og på Borgerforeningens møder læses der op fra gæstebogen af nysgerrighed og interesse. Jens Erik Larsen |