mellemrum
UNDER NATTENS STJERNER - konklusioner OVERNATNING I DET FRI
Smuk bort
TIL FORSIDEN TIL OVERSIGT INFO TIL TELTPLADSHOLDERE
mellemrum
Af Jens Erik Larsen, De Frie Fugle

Konklusioner EFTER teltplads-seminaret 28-9-2001


De enkelte indlæg på seminaret, som fremgår af de øvrige indlæg beskæftigede sig ikke som sådan med fremtiden for "Overnatning i det fri" (OIDF), men beskriver status, problemer og muligheder omkring teltpladsordningen.

Bred interesse og stor entusiasme
Der var i alt 67 deltagere på seminaret incl. oplægsholdere, og alle overlevede tilsyneladende et tæt pakket program, hvor der desværre ikke blev tid til en større afsluttende debat om fremtiden for OIDF. Interessen var således på forhånd meget stor og engagementet hos deltagerne bekræftede kun dette gennem dagen.

Blandt deltagerne var især amterne godt repræsenteret med 7 forskellige amter:
Sønderjylland, Ribe, Vejle, Århus, Viborg, Fyn, Frederiksborg,
mens der var 7 kommuner:
Ørbæk, Holbæk, Broby, Langå, Skjern, Gørlev og Herning.
Endvidere var der repræsentanter fra følgende statsinstitutioner:
5 statsskovdistrikter, Danmarks Turistråd, Københavns Universitet og Kort- og Matrikelstyrelsen.

Friluftsrådet havde sendt amtsbestyrelsesmedlemmer fra
Ringkøbing, Nordjylland, Århus, København (såvel amt som kommune)
og af øvrige interesseorganisationer deltog:
  1. Den økologiske Have
  2. Dansk Land-rover Klub
  3. FDM.Ungdomsringen
  4. Dansk Firmaidrætsforbund
  5. Kano- og Kajakforbundet
  6. Dansk Familielandbrug
Hertil kommer ERFA-gruppens organisationer. Og så var der endelig en hel del private teltpladsholdere - alt i alt en god blanding.

Visioner og ideer for fremtiden.
Oplægget til seminaret var fra ERFA-gruppens side at høste inspiration til det fremtidige arbejde, herunder formidling af pladserne. Som det blev nævnt på seminaret var de nyeste tiltag TeltpladsNyt og www.teltpladser.dk - noget som vi ihvertfald i ERFA-gruppen var glade for.

Men hvad så nu?
Torben Oppfeldt havde et kontant bud på fremtiden: "Lad være med at gøre noget"! Ordningen har jo fundet sine ben og fungere fint. Der har måske været lidt for meget burokrati med skemaer på det sidste, skær evt. ned på det. Lad overnatningsystemet køre i sig selv på teltpladsholdernes initiativ.

En interessant tanke. Hvad ville der ske, hvis vi slet ikke gjorde noget? Ville det fortsætte eller gå i opløsning eller blive overtaget af kommercielle interesser, der f.eks. tog penge af teltpladsholderne for at være med i bogen?

Behovet for enkle pladser, herunder for grupper
Blandt deltagerne var også Erik Mygind fra KU, og hans oplæg var med i mappen til deltagerne. Heri skitseres bl.a. ideer til forbedring af adgangen til naturen og specielt til de mest enkle teltpladser ("Den gule pæls politik"). Endelig præciseres behovet for "naturpladser til større grupper".
Det sidste dækkes nemlig ikke af OIDF, men bogen/nettet kunne måske beskrive mulighederne for grupper bedre. Flemming Larsen fortalte på seminaret om projekt "Kystnære teltpladser i Vestsjælland", der henvender sig til grupper, der har behov for at bestille plads på forhånd, så som skoleklasser, efterskoler, idrætshøjskoler m.v. Flere andre amter kunne måske overveje det samme. Sådanne grupper har helt klart andre behov end individuelle brugere.

Teltningsretten
Bondo fra Skov- og Naturstyrelsen var også inde på mulighederne for bedre adgang til overnatning i skovene og fortalte at styrelsen faktisk i et såkaldt "Velfærdspapir" arbejder med forslag om at indføre en "teltningsret med visse regler" på Skov- og Naturstyrelsen arealer (200.000 ha). Det er nye toner og et stort spring fra dengang SNS kun havde de såkaldte "spejderpladser".

Flere brugere ?
Overnatningstallet har været stort set uændret gennem 10 år, ca. 50.000 overnatninger fordelt på ca. 17.000 personer. Selv om antal overnatninger ikke er noget succeskriterie i sig selv, så ville det alt andet lige være en god idé om flere fik øjnene op for de gode natur- og kulturoplevelser, der er på teltpladserne. Og de eksisterende pladser har rigelig med kapacitet (nogle ganske få undtaget) til at modtage flere, bl.a. de 58 pladser, der slet ikke havde nogen gæster i 2000.

Det må være muligt for Friluftsrådet og deres organisationer at markedsføre dette geniale tilbud mere.

Flere pladser?
Nye pladser opstår af sig selv - nogle måske forgæves, fordi der ikke er "kunder" til dem! Skal vi egentlig altid sige ja til nye pladser? (når de altså ikke ligger klods op ad en campingplads).

Vi kan tage initiativer til oprettelse af pladser på forskellig måde. I et geografisk område kan man via lokalaviser, friluftsorganisationer m.v. sætte kampagner igang (blev i sin tid gjort med Samsø). På seminaret tilbød projekt "Spor i landskabet" at spørge alle "sporene" om de ville lave en teltplads også.

En anden idé kom fra Familielandbruget: Der planlægges ca. 150 små vandværker, som hver skal bruge 3-5 ha i landområder for at kunne forsyne byerne med vand. På disse nye vandværksgrunde kunne teltpladser evt. etableres - med let adgang til vand.

Meget tyder på at benyttelsen af pladserne afhænger af om de er beliggende på en rute for henholdsvis cyklister, vandrere, ridende, kanosejlere, roere. Især de sidste 4 grupper er afhængige af teltpladser meget tæt på ruter og ruter som sådan for at komme fra plads til plads. Også cyklister har tendens til at følge markedsførte og afmærkede ruter.

Det foreslås derfor, at vi fokuserer mere på dette m.h.t. nye pladser og også m.h.t. at få flere brugere.
Således kunne bogen og nettet bringe inspirerende eksempler på sammenhængende ruter med teltpladser for de enkelte transportformer. Måske kunne dette materiale også udgives selvstændigt.

Formidling
Bog eller IT eller bog + IT? På seminaret viste KMS, hvor hurtigt dette elektroniske medie er med hensyn til ajourføring osv. med eksemplet Det levende Danmarkskort (DLD).
Vi har holdt et par møder med KMS før seminaret og deltagerne på seminaret virkede meget interesserede i disse elektroniske nye muligheder.
Det foreslås at vi går videre med KMS, således at alle teltpladser i Fyns Amt kommer med på DLD i 2002, forudsat at vores arbejde hermed bliver yderst begrænset eller betalt og at vi som aftalt for god reklame for bogen med henvisning til www.teltpladser.dk og at vi senere kan få glæde af fornyelsen af databasen incl. kort for alle pladser og gratis brug af kortene i bogen.
På sigt skal bogen formentlig på internettet. Der er forskellige muligheder, bl.a.: www.naturnet.dk (her må det dog ikke koste noget at få oplysninger)
www.visitdenmark.dk (DT's nye portal)
www.teltpladser.dk (her kan vi selv bestemme, man kunne opkræve afgift pr. antal pladser, man skriver ud eller lignende). Et sådant system findes allerede på Den Blå Avis (evt. samarbejde hermed?) og TeleDanmark (TDC) har også introduceret en betalingsform på nettet. Der er ikke konkluderet noget på dette punkt.

I 2002 således bog + DLD med Fyns Amt, og i 2003 bog (den samme) + DLD med hele DK og i 2004 internet + bog som reklamepjece herfor?

Udland
Formidlingen i udlandet har hidtil været svag. Internet kan styrke dette, men kræver også oversættelse af alt. Dette er dog mere overkommeligt end hvis man skulle trykke det. Der er ca. 18 % udenlandske brugere. Dette handler om grøn turisme!

På seminarer i Polen aug-sept 2001 arrangeret af De Frie Fugle og Dansk Cyklist Forbund, var der stor interesse for at etablere tilsvarende ordninger i Polen, Slovakiet og Tjekkiet. Måske kan ERFA-gruppen sælge konceptet/konsulentbistand til udlandet.

15. november 2001
mellemrum

Valid HTML 4.01!